GLS-As hidtidige formand, direktør Jørgen Bæk udtræder af bestyrelsen for GLS-A og stopper dermed også som formand for arbejdsgiverforeningen. Bestyrelsen har herefter konstitueret sig og valgt en ny formand, som bliver godsejer og direktør Helle Reedtz-Thott.
-Formandsskiftet er helt udramatisk, udtaler Jørgen Bæk. Andelskartoffelmelsfabrikken Midtjylland, som jeg er direktør for, står midt i en meget vigtig periode, hvor vi bygger en helt ny fabrik op fra bunden. Det ønsker min bestyrelse og jeg, at jeg har mit fulde fokus på. Derfor må jeg opgive formandsjobbet i GLS-A, slutter Jørgen Bæk.
Helle Reedtz-Thott er godsejer på Gavnø Gods og er samtidig direktør for Gavnø Fonden samt advokat.
- Vi driver en meget alsidig virksomhed med udgangspunkt i land- og skovbrug siger Helle Reedtz-Thott. Jeg føler mig godt klædt på til at varetage rollen som formand for GLS-A og vil gøre mit bedste for at varetage interesserne for alle GLS-As medlemsvirksomheder. Jørgen Bæk har i sin periode som formand for GLS-A ført arbejdsgiverforeningen videre som en vigtig aktør for arbejdsgiverne i de grønne erhverv. Bl.a. har Jørgen Bæk taget initiativ til at iværksætte og gennemføre en kommunikationsstrategi, som skal gøre GLS-A til en stærkere og mere kendt spiller for alle arbejdsgivere inden for GLS-As medlemsområder. Det arbejde og den fremsynethed skylder vi ham stor tak for. Jeg ser frem til at fortsætte og styrke det arbejde, der er igangsat, slutter Helle Reedtz-Thott.
Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere er den toneangivende arbejdsgiverorganisation inden for de grønne områder. GLS-A yder rådgivning om alle ansættelsesretlige aspekter, og vore medlemmer er sikret en faglig og professionel rådgivning i en arbejdsgiverforening, der samtidig har nogle af markedets laveste omkostninger.