Agerbæk udvider aktiviteterne

Fra nytår 2022 har Agerbæk Maskinstation & Entreprenørforretning A/S v/Søren Hougaard (midt th.) overtaget naboforretningen mod øst Vittrup Maskinstation af Bjarne Eriksen (midt tv.), hvilket de kort inde i året gav hinanden håndslag på i overværelse på Vittrups 6 ansatte samt Bjarne Eriksens hustru Hanne (yders th.)

Få dage inde i det nye år kunne Agerbæk Maskinstation & Entreprenørforretning A/S og indehaver Søren Hougaard meddele, at han fra årsskiftet 2022 har overtaget medarbejderstab, maskiner og bygninger hos nabomaskinstationen godt 15 km mod øst – Vittrup Maskinstation ved Lindknud nord for Vejen, der kommer til at køre videre under sit gamle navn, med samme materiel og samme 5 mands store besætning efter overtagelsen. Et ønske fra Vittrups 58 årige tidligere ejer Bjarne Eriksen og dennes hustru Hanne om at trappe lidt ned og få en mindre hektisk hverdag efter at have været i branchen siden 1985, har været baggrunden for ejerskiftet.

Reception den 25.februar 2022

I anledning af ejerskiftet og efter at der er kommet lidt mere styr på Corona-situationen, har man besluttet at markere overtagelsen med reception for såvel Vittrup Maskinstations gamle som nye kunder, ansatte, samarbejdspartnere og venner af huset m.fl i værkstedet på Vittrup Maskinstation, Nørre Vittrupvej 6, Vittrup, 6650 Brørup, fredag den 25. februar kl. 13.00 – 16.00. Her vil der bl.a. serveres helstegt pattegris og lidt godt til ganen.

En populær artikel hos Vittrup er baller af finsnittet halm til strøelse lavet minibigballepresseren med tragten her, som er koblet direkte efter en af firmaets Jaguar snitter i høst…
Både udvidelse og nyt

Vittrup Maskinstation har igennem rigtig mange år specialiseret sig i bjergning af græs og majshelsæd for lokale kvæglandbrug, samt ikke mindst i produktion af hø, wrap og halm i høj kvalitet til blandt andet travsports- og stutteribranchen m.v. ”På grovfoderområdet får vi med maskinstationens to Jaguar finsnittere fordoblet vores eksisterende flåde til fire maskiner og får adgang til deres område øst og nordøst for Agerbæk. Samtidig får vi med Vittrups store program af pressere og wrappere udvidet dette arbejdsområde ganske betydeligt, herunder med et nyt populært setup, hvor den ene af Jaguar finsnitterne har en presser direkte efter sig, som laver baller af snittet halm,” forklarer Søren Hougaard, der også glæder sig over at man med hø, wrap og halm til heste reelt får et helt nyt arbejdsområde på programmet.

Vittrups Maskinstations haller, driftsbygninger og stuehus, det meste af maskinparken og 7 ha omkring domicilet følger med i handlen med Agerbæk.

Som udgangspunkt overtager Agerbæk hele Hanne og Bjarne Eriksens virksomhed, maskiner og grej, maskinhaller, driftsbygninger, stuehus og 7 ha jord omkring domicilet, men de tidlige ejere beholder 80 ha af jorden til ejendommen, som sammen med ca. 100 ha forpagtede arealer bl.a. skal bruge til produktion af græs, hø og wrap til hestefolket. ”Bjarne beholder selv én traktor og en række mindre redskaber og maskiner til denne produktion, men ellers er det som udgangspunkt meningen at Vittrup Maskinstation, ligesom den tidligere har gjort, skal løse de fleste af disse opgaver for Bjarne,” forklarer

Lidt af den Fendt traktorflåde, som fulgte med handlen.

Søren Hougaard. ”To Claas finsnittere – én Jaguar 950 og 970, en række Fendt traktorer og en presserflåde bestående af fire minibig, to big samt to McHale combi-rundballepressere udgør sammen med indpakkere, div. frakørselsvogne, jordbearbejdningsredskaber, såmaskiner o.m.a. i al sin væsentlighed det materiel vi får med i handlen,” tilføjer Søren.

Landbrug og maskinstation siden 1958

Det var Bjarne Eriksens far Henning, der tilbage i 1958 købte Baunegaard, hvor sønnen er født og også altid har levet. ”Min far havde tidligere malkekøer på gården og har egentlig altid udført forskellige maskinstationsaktiviteter fra familiegården,” fortæller Bjarne, der selv kom med som medejer af maskinstationen i april 1985. ”I 2006 købte jeg gården, hvor maskinstationen ligger og mine forældre flyttede ind i en ny ejendom de byggede længere nede ad vejen, hvor de boede indtil deres død i 2015,” tilføjer Bjarne som efter salget af Baunegaard selv flytter ind i forældrenes tidligere hjem med sin hustru Hanne.

”Det var egentlig min far og min onkel som introducerede mig til travsporten allerede med åbning af Billund Trav i 1971 og jeg har var hurtigt med på ideen og blev amatørkusk lige som min far;” fortæller Bjarne, som aktuelt har 5 travheste hjemme på gården og stadig dyrker sporten.

Hanne og Bjarne Eriksens 5 travheste og en mindre Simmental kødkvægsbesætning er ikke omfattet af handlen med Agerbæk…
Samme navn, adresse og bemanding

”Som udgangspunkt har vi to maskinstationer egentlig opereret vores virksomheder i hvert vores geografiske område og er reelt kun meget sjældent kommet ind i hinandens territorier. Og det vil vi ikke ændre med vores overtagelse, nej Vittrup Maskinstation vil fortsat have sin base på Baunegaard i Vittrup, ligesom kunderne fortsat vil blive betjent af samme 5 faste medarbejdere som tidligere,” nævner Søren Hougaard og fortsætter. ”Bjarne Eriksen vil vi kunne trække på det første års tid, men daglig leder i Vittrup bliver Franz Eugster, som er en erfaren herre med omkring 30 år på Vittrup Maskinstation,” slutter en smilende Søren Hougaard som ser frem til såvel at hilse på Vittrup Maskinstations eksisterende som nye kunder ved en reception på Vittrup Maskinstation, Nørre Vittrupvej 6, Vittrup, 6650 Brørup, fredag den 25. februar 2022 fra kl. 13.00 – 16.00. 

Ja, selv om dette motto nok er af ældre dato, så det iflg. Bjarne Eriksen stadig gældende på Vittrup Maskinstation.

Agerbæk Maskinstation & Entreprenørforretning A/S har i dag fast 15 medarbejdere, hvoraf de ca. 10 varetager forskellige landbrugsopgaver og ca. 5 et tilknyttet firmaets entreprenør- og kloakmesterafdeling.

-SØM  

-Annonce-
Tidligere artikelDansk Skovforening får ny direktør
Næste artikelMænd og mekanik

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her