I Maskinstationen og Landbrugslederens februar samt marts 2023 udgivelse har vi bragt af tidl. driftsleder på Corselitze Gods Erik Brædders levnedsbeskrivelse, fra et liv i landbruget og 40 år som driftsleder på Corselitze Gods. Vi bringer her historien samt foto.
VI LADER ERIK FORTÆLLE:
Mit navn er Erik Brædder. Jeg er født den 22. februar 1948 i den lille landsby Kettinge på Sydøstlolland ved Nysted.
Barndom og opvækst
Jeg er den yngste af 3 søskende. Min storesøster Ruth er 6 år ældre end mig, og min bror Ole er 3 år ældre end mig. Mine forældre Inger og Helmer Brædder havde en lille gård på 20 tdl. med 2 store arbejdsheste, 3-4 grisesøer, 6 køer, 30 høns og 10 ænder. Vores far passede gården og jorden. Gården var en typisk mindre ejendom på oprindeligt 10 tdl. fra omkring 1860 med bindingsværk og stråtag. Min farfar var smed, men købte ejendommen omkring 1910 og købte på et tidspunkt 10 tdl. mere. Det var små staldbygninger, som igennem årene blev suppleret med lade og senere bilgarage, og i min barndom blev der bygget et mindre maskinhus til den første traktor: en grå Ferguson. I enden af maskinhuset blev der lavet et par grisestier, så far kunne fede de fleste af egne grise op til slagtestørrelse. Vores mor hjalp til på bedriften og tog sig af de huslige gøremål, så der var altid nogen hjemme når man kom hjem fra skole osv.
Jeg føler, at jeg har haft en god og tryg barndom, hvor vi blev opdraget efter datidens normer. Jeg blev ikke specielt hårdt opdraget, men jeg havde selvfølgelig respekt for min far og mor.
Vi blev opdraget til at hjælpe til med de ting, som vi kunne magte af opgaver. På den måde var vi alle sammen involveret i bedriften og hjemmet.
Noget af det, vi børn skulle hjælpe til med, kunne være at muge ud fra dyrene, hjælpe til med at malke køerne, (per håndkraft), vaske transportspandene, når de kom retur fra mejeriet, eller blande to forskellige kunstgødninger sammen til én, så far kunne sprede gødningen fra bagenden af en vogn med hænderne. Så kunne man få tjansen med at køre/styre hestene, eller senere den lille grå Ferguson, alt imens far stod bag på vognen og spredte gødningen. Så var det med at holde retningen, som man havde fået udstukket.
Jeg husker da far købte den grå Ferguson i 1957. Det var en brugt årg. 1951, men den var pæn og velholdt. Det var lige før, at kornet skulle mejes med binderen. Far ville ikke have traktoren for binderen det første år. Han skulle have én til at køre traktoren, og det mente han ikke, at min bror eller jeg kunne klare, før vi havde lidt mere. Desuden skulle trækstangen saves over og tilpasses traktoren. Så kunne den ikke bruges til hestetræk mere. Når kornet var mejet med binderen, skulle det stilles op i hobe, så det kunne vejre helt af, det kunne man også hjælpe med. Senere skulle kornet køres sammen i stak/hæs, så kunne man køre traktoren frem imellem hobene, når det skulle ”stikkes” på med en jerntyv (fork). Eller når man blev lidt større, kunne man lægge læsset på vognen i marken, når det blev rakt op med forken. Når kornet så skulle læsses af i stakken, kunne man ”stå i mellem” i stakken, dvs. man rakte det til den, der lagde stakken. Det yderste blev lagt med rodenden nedad så det ikke kunne regne ind i stakken. 
Senere på sommeren/efteråret, når tærskeselskabet kom forbi med det store tærskeværk, halmpresser og traktor med remskive til at trække værket, kunne man være med til at slæbe halmen hen på loftet, hvor det skulle stables. Far var med i et tærskeselskab, fordi han ikke selv havde råd til at investere i sit eget tærskeværk. Tærskeselskabet kørte rundt til medlemmer af selskabet og tærskede, når kornet var kørt i stak. Jeg husker ikke, hvor mange der var med i selskabet. Jeg husker kun, at enkelte udtrådte af selskabet og overgik til at få høstet med mejetærsker. Til sidst blev selskabet opløst. Far var for øvrigt formand for det lokale andelstærskeselskab i en hel del år. Han var også med til at opløse det, da mejetærskerne tog over. Jeg har stadig en gammel donkraft, der stammer derfra. Jeg har afleveret protokol og regnskaber til det lokalhistoriske arkiv i Nysted.
Jeg husker, da far stoppede med at meje med binder og stille kornet op i hobe. En nabo/maskinstation havde anskaffet en hobetærsker, som var forspændt en traktor. Så kørte man frem imellem hobene og tærskede på marken. Det blev ikke særligt udbredt. Det var kun et par år, så anskaffede naboen sig en mejetærsker, og han tærskede for far og forsatte senere med at tærske for mig, da jeg havde overtaget ejendommen. Jeg husker, at far havde stor bekymring om kornet var tørt nok, når det blev høstet med mejetærsker. Alle strå er ikke nødvendigvis modne på én gang, hvis det nu skulle stå for længe og vente på mejetærskeren, om det så ville knække ned på jorden. Men det viste sig, at det godt kunne lade sig gøre.
Man kunne også være heldig at få lov til at køre med naboen på mælketuren, når han kom forbi for at køre mælken til andelsmejeriet i Frejlev – et mejeri, som lå 3 km væk. Det blev en tur på 7-8 km med turen på sidevejene frem og tilbage, da transportspandene skulle retur igen med syrnet skummetmælk og valle. I starten var det med heste foran vognen, men senere blev den trukket af en lille 1 cyl. Porsche dieseltraktor.
Jeg har aldrig følt det som en sur pligt at blive bedt om at hjælpe til derhjemme. Det var bare helt naturligt. Alle opgaver var jo ikke lige spændende. Dét at muge ud ved dyrene var nok ikke det, der var mest morsomt. Min storebror kunne godt finde på at drille lidt… Engang da vi skulle muge ud fra grisestierne, som lå i enden af maskinhuset, og møget skulle køres på trillebør til møddingen op ad en smal trilleplanke, som var ret stejl, havde vi læsset et kæmpelæs møg på trillebøren. Så siger min bror Ole: ”Du kan ikke trille den bør op på møddingen!” ”Det skal jeg vise dig, at jeg kan”, sagde jeg. Jeg kom med møje og besvær om til møddingen. Jeg skulle have fuld fart på for at komme op ad den smalle planke. Da jeg var næsten oppe, faldt jeg over en lille sten. Jeg faldt med hovedet lige ned i møget, så jeg var fuldstændig indsmurt i griselort. Min bror grinede selvfølgeligt af mig, og jeg måtte ind til mor for at få vasket ansigtet. Det værste var, at jeg slog hul i bukserne og knæet, og det endte med, at jeg måtte ud til lægen i Nysted for at få renset såret, pillet noget grus ud af det, og så have det syet sammen med et par sting.
Jeg nåede ikke at køre ret meget med arbejdshestene. Det var jeg ikke stor nok til. Jeg var 9 år, da traktoren blev anskaffet. Den ene af hestene, en sort vallak, blev solgt til slagtning om efteråret. Jeg græd, da vognmanden kom og hentede den. Det var en flot stærk hest, men en vild krabat at styre, hvis den ikke havde arbejdet så meget. Jeg husker, der var et specielt hovedtøj til den, så man nemmere kunne holden den i ro. Den anden hest, ”Tulle”, kørte jeg med til forskellige lettere arbejder, som hesterive, tromle og ukrudtsharve. Man rev kornmarkerne efter selvbinderen, og efter at kornet var stillet i hobe for at få enkelte strå, der var tabt med. Jeg har også hørt om, at man sankede aks – aks som man ikke kunne få fat i med riven. Det har jeg dog ikke selv oplevet.
Jeg husker, at Ole havde været ude at harve med hestene om foråret. Da han skulle spænde fra, løb hestene fra ham. De løb bare hjem til stalden. Far sad og malkede køer. Han kunne høre hestene på brostenene og råbte: ”Nu skal jeg komme at hjælpe med at få seletøjet af”, men der var ingen, der svarede. Ole kom løbene et øjeblik efter.
Vi legede også tit sammen med naboernes jævnaldrende børn. Det foregik meget tit hos familien Merkel, som havde to børn – de fleste var jævnaldrende med os. Der skete altid noget dér med den store børneflok. Forældrene var utroligt gæstfrie – en fra eller til betød ikke så meget. Vi lavede blandt andet sæbekassebiler, som vi skubbede ned af ”Kolkebakken” – en ret stejl bakke efter lollandske forhold. Da vi blev lidt ældre, kørte vi ræs på stubmarkerne med gamle biler. Der var en nabo mere, Julius Rasmussen, som havde to piger, der er jævnaldrende med min søster Ruth og med min bror Ole. Naboerne havde et godt samarbejde om forskellige ting. Far kastrerede ornegrisene for naboerne. Han havde en ragekniv, som han omhyggeligt skærpede på en slibeblok og brugte til det specielle formål. Det foregik som regel om aftenen, når der var spist aftensmad. Der var en, der skulle holde grisene, og andre skulle fange grisene, som selvfølgeligt skreg og sprællede, når far foretog den lille operation. Grisene var ca. 4 uger gamle, når det foregik. Så blev der serveret kaffe bagefter. Der blev også spillet kort. Det var tit, at der både var et hold, der spillede l’hombre og et hold, der spillede whist.
Både min bror og jeg kom med i FDF (spejdere) i Kettinge, hvor der var ugentlige møder, hvor vi lærte mange gode praktiske ting, som jeg senere i livet har haft meget glæde af. Det mest spændende var sommerlejre og weekendture, hvor vi var af sted med telt. Jeg var også selv lidt med i lederarbejdet på et tidspunkt for at holde gang i kredsen. FDF-tiden er noget af det, jeg husker tilbage på med stor glæde. Skoletiden blev hurtigt overstået. Vi blev i kommunen samlet i en centralskole, da jeg skulle i 6. klasse, hvor der var lærerkræfter, der kunne undervise i engelsk. Jeg tog frivilligt 8. klasse. Jeg klarede mig udmærket i skolen. Jeg var heller ikke ked af at gå i skole. Skoleinspektør Arne Heyn synes, at jeg skulle fortsætte noget længere i skolen, da han var sikker på, at jeg havde evnerne til det. Mine forældre sagde, at hvis jeg var sikker på mit valg, så var det i orden, at jeg stoppede. Jeg havde besluttet mig til, at jeg ville være landmand, så jeg mente jeg ikke, at det var nødvendigt med længere skolegang. Det har jeg senere fortrudt. Jeg ville have haft gavn af mere sprogundervisning blandt andet.
Ungdom, læretid og uddannelse
Jeg fik plads som 15-årig i år 1963 på en gård meget tæt på hjemmet som første sted. Det var hos en nabo, Henning Kragh. Han havde lagt mærke til, at jeg godt kunne køre traktor. Han sagde til far, at hvis jeg havde lyst til at komme ned og hjælpe til hos ham, så ville han gerne have mig. Det blev hurtigt aftalt. Lønnen var kr. 300 om måneden. Det var kun én km hjemmefra. Jeg havde kost og logi på gården, men jeg kørte næsten altid hjem til far og mor om aftenen, når jeg havde spist, på min cykel. Jeg købte en brugt knallert, så snart jeg blev 16 år. Det var en gård på 45 tdl. med fedekalve, så det var ikke så meget større forhold end derhjemme, men der var en større traktor, end den grå Ferguson, som far havde. Jeg var der i et år. Det var som et led i uddannelsen, at jeg søgte anden plads. Man skulle arbejde med både dyr og i marken for at få grønt bevis som landmand.
Jeg fik plads på en gård af samme størrelse i Frejlev to kilometer væk. Men her var der en malkekvægsbesætning med 40 køer, og der var ansat en gift fodermester til at passe dem. Jeg skulle afløse fodermesteren, når han havde fri. Her arbejdede jeg et år. Begrebet gift fodermester betød, at han boede i et hus ved gården og var på egen kost. Jeg havde kost og logi som en del af lønnen. Her boede jeg på gården, men kørte tit hjem til far og mor eller besøgte kammerater. Dengang arbejdede vi også lørdag formiddag – i så- og høsttiden arbejdede vi både lørdag og søndag. Jeg mener, at det var en del af lønnen, som man ikke blev betalt ekstra for.
Da jeg var 17 år, rejste jeg til en gård tæt ved Hobro. Jeg fik pladsen igennem noget af fars familie. Fars fætters datter var blevet gift med en bror til Hans Bidstrup på Bramslevgård, som jeg tog op og arbejdede for. Jeg var ikke oppe for at se på forholdene først. Det var broderen, der skabte kontakten. Jeg ringede op til Hans Bidstrup, og så var det en aftale. Jeg blev tilbudt en løn på kr. 10.000 for et helt år. Jeg skulle have udbetalt løn én gang om måneden, men lavede den aftale, at jeg bare kunne sige til, når jeg ville have nogen penge, så fik jeg det, og resten fik jeg udbetalt, når året var gået. Jeg skulle passe køerne hver anden weekend. Det var en gård på 50 tdl. med 25 køer og 100 slagtesvin. Jeg skulle primært passe markerne. Der var gårdejeren og mig til at passe det. Hovedbygningen var stor. Den var blevet indrettet til pensionat med en hel del værelser, som blev lejet ud både til private og til kurser. Hans Bidstrups kone, Aase, tog sig af pensionatet med hjælp fra nogle unge piger, så der var altid selskab i kælderregionerne, hvor jeg boede sammen med pigerne. Her blev jeg i tre år. Samtidig supplerede jeg praktikken i landbruget med aftenundervisning i Unge Landmænd og indimellem en uges ophold på forskellige landbrugsskoler. Efter de tre år i Jylland, rejste jeg til Christiansminde ved Nykøbing F. Det var en lidt større gård med både gift forvalter, gift traktorfører og gift fodermester på omkring 150 tdl. og 45 malkekøer. Her skulle jeg også afløse fodermesteren, når han skulle have fri. Her var jeg 1½ år.
Næste sted var Lundbygård på Falster, hvor jeg 1. maj 1970 blev ansat som forkarl (forkarl = førstemand). Foruden mig var en gift husmand ansat (husmand = gift mand med familie boede i gården hus). Det var en gård af samme type: 150 tdl. og 45 malkekøer. Her skulle jeg også afløse fodermesteren, når han skulle have fri. Her var også et samarbejde med Sundvedgaard, som havde samme ejer. Vi hjalp hinanden med såning, høst og andet. Jeg såede sukkerroerne på begge gårde. Det foregik med en enkornssåmaskine påmonteret et båndsprøjteudstyr, hvor man sprøjtede et kemikalie ud på et bælte over rækken, som formindskede ukrudtsmængden. Så kørte man med radrenser imellem rækkerne. Dette var første skridt på vejen til at dyrke roer som i dag, hvor man sår en kimet roefrø ud og holder ukrudtet væk med herbicider. Jeg tog også roerne op med en Holbæk roeoptager med elevator på begge gårde. I kornhøsten hjalp vi også hinanden. Vi kørte med mejetærskerne i samme mark for at lette frakørsel af kornet. På Lundbygård fik jeg knyttet flere gode bekendtskaber, som jeg stadig har stor glæde af.
Landbrugsskole
Fra Lundbygård gik turen i november 1971 til Dalum Landbrugsskole, hvor jeg på et 9 måneders kursus fik taget driftslederuddannelsen og fik grønt bevis som landmand. Det var en dejlig tid på landbrugsskolen sammen med en masse andre unge landmænd på kostskolen. Det var ikke kedeligt, men der blev også hængt i med opgaverne. Skolen var allerede på det tidspunkt næsten helt omsluttet af Odense by. På skolen blev der også uddannet både mejerielever og mejeriteknikere. Imens jeg var på skolen, var vi på en tur til de daværende EF-lande, som vi som landmænd så brændende ønskede at blive en del af. Landmændene i EF fik højere priser i det beskyttede marked. På det tidspunkt var EF ikke selvforsynende med korn. Det var for at tilskynde til en højere produktion, at EF gav tilskud til landbrugsproduktionen. Men der gik ikke ret mange år, før at dette blev ændret,
og man stod med en overskudsproduktion i stedet. Lige efter landbrugsskolen, var jeg så heldig at komme med på en studietur til Finland betalt af Tuborgfondet. Der var en deltager fra hver landbrugsskole i landet. Man skulle søge om at komme med, og det blev afgjort af et par af skolens lærere, hvem der fik turen, og jeg blev den heldige. Det var også en oplevelsesrig tur. Jeg troede ikke, at man havde så højt et udviklet landbrug så højt mod nord, men jeg blev klar over, at de var på højde med os i Danmark. De har en meget kortere vækstsæson, men til gengæld meget længere dage, og derfor en hurtigere udvikling af afgrøder.
Praktisk arbejde
Efter landbrugsskolen fik jeg arbejde hos en forpagter, som forpagtede jord af Odense kommune og det nybyggede Odense universitet. Jeg arbejdede med at dyrke jorderne. Derudover havde forpagteren udsalg af spagnum fra Pindstrup mosebrug. Vi kørte ud til forskellige købmænd i Odense og omegn, som også havde udsalg af produkterne. Det blev til knapt et år hos forpagter Knud Christensen i Hjallese. Vi havde et rigtigt godt samarbejde, men jeg fik job på Corselitze og ville gerne vende næsen mod Lolland-Falster igen. Det var også en større stilling, som jeg netop havde taget uddannelsen til at bestride.
De første 25 år på Corselitze
I foråret 1973 blev stillingen som forvalter på Corselitze opslået. Bestyrer Carl Aage Andersen, som jeg havde arbejdet for på Lundbygård, syntes, at jeg skulle søge stillingen som forvalter hos Kurt Grønnegaard på Corselitze. Kurt Grønnegaard havde kort forinden overtaget forpagtningen efter sin far, og han var dermed 3. generation Grønnegaard på godset som forpagter. Jeg fik stillingen på trods af, at der blev søgt en gift mand. Det var jeg ikke på daværende tidspunkt, men Carl Aage Andersen fik overbevist forpagteren om, at jeg var stabil og ikke ville ”rende af pladsen” lige med det samme. Jeg startede på Corselitze d. 1. juni 1973.
Det var imens, man stadig lugede roer med håndkraft. En af mine første arbejdsopgaver var at måle roer op med et favnemål. Roehakningen blev udført på akkord af beboere fra lokalsamfundet – nogen som havde denne mulighed for at tjene nogle ekstra penge ved at yde en ekstra indsats. Det var f.eks. kvinder, som havde påtaget sig at luge, så kom manden og hjalp til, når han var færdig på sit job. Så stykkerne blev opmålt og afregnet efter hvor stort et areal, man lugede.
Der var ikke længere malkekøer på gården, som der ellers havde været altid. I stedet prøvede forpagteren at opbygge en svinebesætning med specielle små grise, som var en krydsning mellem hængebugsvin og vildsvin. Disse dyr skulle være mere velegnede som forsøgsdyr. De blev lanceret som ”Corselitze Mini Pig”. Men det slog ikke rigtigt an, så i stedet blev der sat almindelige Dansk Landracesvin ind en kort overgang, indtil de også blev sat ud.
Jeg flyttede ind i forvalterboligen (tjenestebolig), der ligger lige ved siden af forpagterboligen, hvor jeg de første år boede alene, indtil jeg traf min kone Jette.
Da jeg startede, var der 5 mand ansat på gården. Vi drev 420 ha., hvoraf de 333 ha tilhørte Corselitze. Resten var forpagterens egne besiddelser – dels Lyngbankegård på 40 ha. og 36 ha. i Bøtø Nor, som ligger 20 km mod syd fra Corselitze. Det er lavtliggende sandede jorder, som er blevet inddæmmet, og vandet fra området bliver pumpet ud i Guldborgsund fra en pumpestation i Marrebæk. Der er mange gårde på Falster, der har jordlodder i Bøtø Nor. Det er et dejligt område. Det var dejligt at komme derud. Det var spændende at drive jorden i Bøtø Nor. Vi kunne tit køre der, når det var for fugtigt på de lerede jorde omkring Corselitze, men der var langt efter hjælp, når det skete et nedbrud med en maskine.
Da jeg startede i 1973, havde jeg ikke regnet med, at det skulle blive en livsstilling. Jeg havde drømt om at blive selvstændig landmand. Jeg havde ikke den store opsparing, så det var svært at stille et budget op, hvor man kunne forrente et køb i fri handel.Samarbejdet med Kurt Grønnegaard gik dog ganske udmærket. Jeg fik hurtigt store kompetencer til at gøre, som jeg fandt det mest rigtigt. Vi talte sammen dagligt og orienterede hinanden om de daglige gøremål. Jeg blev også altid taget med på råd om nye tiltag og investeringer.
Maskinerne var ikke så store, men de blev større i årenes løb, og mandskabsstyrken blev mindre. Jeg husker, at det var ikke almindeligt med firehjulstræk på traktorerne, men det havde jeg prøvet i min tid på Fyn og havde der set, hvor stor en fordel, det var. Man kunne meget bedre overføre trækkraften, når der var fire hjul at trække på. Det fik jeg hurtigt overbevist Grønnegaard om, at vi skulle have på, når traktorerne blev udskiftet.
Udviklingen i landbruget er gået hurtigt, når jeg tænker tilbage på, hvordan det foregik, da jeg var barn. Et eksempel med sukkerroerne: De blev sået med en almindelig såmaskine på rækker. De første år trukket af heste, men hestene blev erstattet at traktor, og der blev radrenset imellem rækkerne. Frøene satte 3-4 planter tæt ved siden af hinanden. Dem tyndede man med en roehakke eller med fingrene, og senere i løbet af sommeren lugede man ukrudtet i rækkerne væk. Når roerne skulle tages op foregik det med hænderne. Man huggede toppen af med en roekniv og læssede roerne med en greb, læssede af igen med greb i en kule og bagefter igen læsse på lastbil eller jernbane til fabrikken. I dag udsår man etkimede frø, holder ukrudtet væk med herbicider, tager roerne op i en arbejdsgang læsser dem på vogn og kører direkte til fabrik. Lige så stor er udviklingen på arbejdsmetoderne i korn- og frødyrkning.
Ret hurtigt efter min tiltrædelse på Corselitze, blev jeg af en nabo, bestyrer Kaj Klitgaard på Bellinge, opfordret til at melde mig ind i foreningen Landbrugslederen. Jeg blev senere valgt ind i bestyrelsen for Lolland-Falsterafdelingen af foreningen. Vi holdt bestyrelsesmøder hos hinanden privat og havde hele familien med. Det var en hyggelig og afslappet måde at mødes på. Foreningen Landbrugslederen er en forening for ledere på de større landbrugsbedrifter. Foreningens oprindelige formål var at skabe bedre forhold for ledere fra de større landbrug og få en større faglig viden ud til medlemmerne. Men det havde i høj grad social betydning for medlemmerne at mødes under afslappede former.
Senere har jeg også være med i bestyrelsen for Lolland-Falsters frøavlerforening, som har til formål at optimere frøavlen. Foreningen er uafhængig at frøfirmaerne. På det mere private område, har jeg de sidste 15 år været med Lions Club i Stubbekøbing. Jeg har været præsident for klubben i en periode. Jeg synes, det er sjovt at være med at præge div. foreninger i den retning, man selv synes, er rigtig.
I 1978 overtog jeg mit fødehjem efter mine forældre, da mine forældre var blevet for gamle og havde lyst til at prøve livet i et parcelhus med langt mindre arbejde. Arealet til gården var forøget til 32 tdl. Jeg købte det, fordi jeg havde lyst til at drive det og ikke mindst for at have fast ejendom. Inflationen gik stærkt på det tidspunkt. Jeg var bange for, at når jeg skulle flytte fra en tjenestebolig og skulle pensioneres, at jeg ikke ville have midler, så man kunne købe et hus. Jeg passede det i fritiden med egne maskiner og med hjælp fra maskinstation/naboer. Vi brugte huset som en form for sommerhus. Så hjalp min kone Jette og børnene lidt til med arbejdet også, og om ikke andet var vi sammen, selv om jeg brugte en hel del tid på det. Jeg kunne godt lide at være der, jeg tror også børnene synes, det var sjovt.
Kurt Grønnegaard og jeg havde et ganske udmærket samarbejde i 25 år, indtil at han sammen med fire andre forpagtere blev opsagt af Det Classenske Fideicommis med virkning fra 1. marts 1999. Jeg var ansat af forpagteren. Hvis han ikke havde forpagtningen, havde han ikke brug for mig, selv om han havde egen gård ved siden af Corselitze. Vi fik ”nyheden” om at forpagteren var blevet sagt op, da min familie og jeg kom hjem fra en dejlig ferie i Finland omkring 1. juli 1996. Kurt Grønnegaard stod tilfældigvis på gårdspladsen, da vi kom hjem og fortalte, at han havde fået ”det røde kort” fra Fideicommisset og skulle stoppe pr. 1. marts 1999. Vi vidste godt, at der skulle være møde med forpagterne, imens vi var på ferie. Mens vi var på ferie, havde min bror fået at vide af Grønnegaard, at han skulle stoppe, men min bror havde fået viden om, at han ikke skulle ringe til os i Finland for ikke at ødelægge vores ferie.
Det var jo lang tid i forvejen at få besked på, at jeg måske skulle flytte fra Corselitze. Jeg havde truffet min kone i 1980. Vi blev gift i 1981 og havde fået en pige, Anne i 1982 og en dreng, Peter i 1985. Vi var alle glade for at være på Corselitze, så det var ikke særligt morsomt at skulle flytte, og dét at finde et nyt job som driftsleder, når man er tæt på 50 år, var og er ikke særligt nemt. Børnene var helt opløst af gråd, så det var ikke nogen god tid lige derefter. Vi var alle glade for at bo på Corselitze, vi var faldet godt til, havde det godt med naboer osv. Grønnegaard og jeg havde tidligere talt om fremtiden. På et tidspunkt talte han om, at han selv ville opsige forpagtningen, men så ville han prøve at hjælpe mig til at få forpagtningen, og så kunne jeg stadig passe hans egne besiddelser, men det opgav han igen og havde sagt, at han ville prøve at få forpagtningen i en periode på 8 år mere. Men sådan skulle det ikke gå.
Driftsleder for Fideicommisset
Jeg sendte en ansøgning til Fideicommisset for at høre, om de evt. kunne bruge mig til noget. Det lykkedes ikke lige i første omgang. Men da manden, der først var udset til at drive de gårde, som skulle lægges sammen ved forpagtningsophøret, trak sig, fik jeg alligevel jobbet som driftsleder på Corselitze Landbrug, som vi efterfølgende kaldte gårdene Corselitze, Bellinge, Bjerregård, Hersebslund og Halskovgården. Min ansættelse ved Fideicommisset startede 1. september 1998.
Jeg måtte sælge mit fødehjem i 1997, da Fideicommisset ikke ville have, at jeg drev selvstændigt landbrug sideløbende med mit job som driftsleder for dem. Det var nok meget godt, at vi solgte ejendommen. Det var hårdt for både mig og familien at passe den ved siden af et fuldtidsjob, hvor man var ”på” hele tiden. Vi købte i stedet et sommerhus tæt ved Stubbekøbing, ca. 20 km fra Corselitze. Dette hus har vi løbende udbygget, så det nu er et udmærket helårshus, som er godt isoleret, med gulvvarme, jordvarme og solceller på taget, så vi næsten er selvforsynende med strøm.
Da jeg startede med at arbejde for Fideicommisset, blev der lavet en del investeringer i korn- og frølagre på Corselitze Landbrug, og der blev købt en del nye maskiner, og en del af de nyeste traktorer, som blev overtaget fra forpagterne, blev sammensat, så vi blev godt kørende m.h.t. maskineri. Fideicommisset overtog alle maskinerne fra forpagterne. De blev samlet på Corselitze, og der blev holdt en stor auktion, hvor alt overskydende materiel blev solgt fra. Det blev et kæmpe tilløbsstykke. Det var ikke morsomt for mig at se på. Alt det som jeg havde gået og passet på, blev med ét solgt.
Godsejer Jon Krabbe fra Frederiksdal på Vestlolland, som var bestyrelsens landbrugskyndige medlem, fulgte med i, hvad der foregik. Han kom indimellem og vi så på tingene og havde et godt samarbejde. Det var ikke særlige gunstige tider for landbruget. EU’s mindstepriser blev sat ned, og afgrødepriserne svingede rigtigt meget. Men jeg mener, vi klarede skærene tilfredsstillende. Vi høstede gode udbytter. Det var meget sjældent, at en afgrøde mislykkedes, men priserne kunne jeg ikke gøre noget ved. Det er god frugtbar jord, der med den rette behandling sjældent giver dårlige udbytter, når bare afgrøden er godt etableret. Vi dyrkede et varieret sædskifte med sukkerroer, hvede og maltbyg på såsædskontrakt og engrapgræs, rødsvingel og strandsvingel til frøfirmaet DLF.
Samtidig blev arbejdsstyrken sat ned. I starten havde jeg tre mand til at dyrke de 650 ha., som vi har passet. Det blev i de senere år nedsat til to mand, dog med lidt ekstra hjælp i høst og forår. I høsten passede jeg korntørreriet døgnet rundt. Der var desuden et ret stort administrativt arbejde, som jeg skulle tage mig af. Det blev igennem de sidste 15 år større og større på grund af utroligt snørklede regler fra EU og ikke mindst den danske administration af disse regler. Det har været utroligt frustrerende at arbejde med. Jeg har mange gange følt, at den danske administration har været landbrugets modspillere – de burde være vores medspillere!
Det var begrænset, hvor meget praktisk arbejde jeg kunne påtage mig, da jeg hele tiden skulle sørge for, at mine medarbejdere havde de ting, de skulle bruge. Jeg skulle også tilse afgrøderne for sygdomme og skadedyr og være på forkant med opgaverne. Af praktisk arbejde tog jeg mig for det meste af at holde det ryddeligt i området, slå græs i alléerne osv.
Efter at Jon Krabbe trak sig fra bestyrelsen 2007, har jeg savnet nogen at ”sparre med”. Det nye landbrugskyndige medlem af bestyrelsen har jeg ikke haft lejlighed til at orientere om landbruget. Det er blevet på bestyrelsesplan med godsforvalter Poul Schreiner Hansen.
Min overraskelse var stor, da jeg og landbrugets to andre medarbejdere blev kaldt på godskontoret den 28. februar 2011, for at få i vide, at Fideicommisset havde besluttet at tage tilbud på at forpagte landbruget ud fra 1. januar 2013. Det var frustrerende at gå og vente på at få at vide, om vi kunne fortsætte på stedet eller om det hele skulle forpagtes ud. Vi ventede indtil dagen før sommerferien i juni 2011, hvor vi fik at vide, at tilbuddene på forpagtning var så høje, at man ville forpagte ud fra 1. januar 2013.
Blandt mine sidste opgaver fra årsskiftet 2013 var at bortsælge de maskiner, som skovbruget ikke skulle overtage. Det lykkedes at få afsat dem til en god pris.
Jeg kunne fortsætte min ansættelse indtil 31. maj 2013, hvor jeg samtidig kunne fejre 40-års jubilæum. Jeg fyldte 65 år i februar 2013 og kunne få min folkepension, så jeg har ingen grund til at klage. Jeg må dog tilstå, at de sidste to år ikke var særligt spændende. Det er ikke særligt morsomt at afvikle en bedrift, som man selv har været med til at udvikle. Dét at få en fyreseddel i hånden er ikke så sjovt. Når man har lagt næsten hele sit arbejdsliv på stedet og har handlet, som det var ens eget. Jeg ville ønske, at vi kunne have talt sammen om, at jeg bare kunne gå på pension – det passede jo fint med min alder.
Jeg synes, det har været værre for Eigil og Brian (de to øvrige ansatte i landbruget, som hhv. var 30 og 40 år gamle). Begge et par engagerede og meget dygtige medarbejdere, som var glade for at arbejde i landbruget. Eigil er blevet overdraget til skovbruget. Brian stoppede 1. november, da han kunne få arbejde andet steds, efter at den nye forpagter først havde lovet ham arbejde, men siden pludselig ændrede mening.
Samtidig med at vi besluttede, at vi ville flytte fra Corselitze til sommerhuset i Ore, blev min kone Jette flyttet fra postkontoret i Nykøbing F. til postbutikken hos Super Best på havnen efter at have arbejdet 37 år ved postvæsnet. Det skete med meget kort varsel. Det har været nogle ganske store omvæltninger for os begge på én gang. Jette er ikke opvokset på landet, men jeg ved, at hun har levet sig ind i det og har været meget glad for at bo i forpagterboligen lige ved siden af hovedbygningen. Vi har nydt at have god plads, men det har også været et stort hus at holde. Der har da også været plads til flere udvekslingsstudenter i huset nogle år.
Det skal dog siges, at jeg ikke har kunnet ønske mig en bedre afskedsreception end den, som Fideicommisset holdt for mig ved min fratrædelse. Det var et rigtigt flot traktement i fine omgivelser – den hvide sal i hovedbygningen på Corselitze med ca. 100 mennesker, herunder kollegaer, samarbejdspartnere, familie og venner. Der blev holdt mange og meget fine taler for mig, som gjorde mig både stolt og glad.
Derudover at blive tildelt både Hendes Majestæt Dronningens belønningsmedalje af 1. grad og Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskabs medalje Den Fortjente til Ære i sølv. Det var en stor dag for mig.
Mit otium
Men livet går videre lidt endnu. Jeg interesserer mig for andre ting. Jeg er blevet genvalgt til formand for Producentforeningen for dybfrostærter, hvor vi fortsat arbejder for at producere nogle fine kvalitetsærter til virksomheden Ardo. Jeg håber, at det kan lade sig gøre at holde produktion i Danmark stadigvæk, selv om vi ikke har de samme vilkår, som de øvrige EU-lande, fordi de danske myndigheder tolker reglerne anderledes. En af grundene til, at jeg fortsætter med det arbejde, er også, at jeg gerne vil holde mig beskæftiget med noget, jeg ved noget om, og at producentforeningen har søgt nogle midler igennem EU til nogle tiltag, som blandt andet gavner miljøet. Vi var også blevet godkendt, men efter en kontrol fra Bruxelles, hvor de danske myndigheder er blevet underkendt, har vi fået trukket vores godkendelse tilbage. Vi har måttet tilbagebetale disse midler, på trods af at vi hele tiden har rettet ind efter, hvad de danske myndigheder har bedt os om at gøre. Det ender i en retssag, som Landbrug & Fødevarer har påtaget at køre for os som en principsag, da de mener at vi har en rigtig god sag. Jeg er en af de få i bestyrelsen, der har været med i hele forløbet. Derfor vil foreningen gerne have, at jeg er med til sagen er afsluttet.
Derudover har jeg fået et deltidsjob med at prøve at finde avlere til at producere græsfrø til et hollandsk frøfirma Vandijke Semo. Det kan godt være, at det bliver svært, men jeg har altid interesseret mig for græsfrøavl, så det må prøves. Jeg er også kommet med i en bestyrelse for en græsningsforening ved Rosenfeldt Gods.
Græsningsforeningens formål er at lave naturpleje på nogle arealer på Knudshoved Odde i samarbejde med Rosenfeldt Gods, Vordingborg kommune, Danmarks Naturfredningsforening og græsningsforeningen. Det er interessant at møde andre interessegrupper også. Foreningen kan også bruge noget af min faglige viden. Min kone og jeg er flyttet fast i vores sommerhus i Ore Strandpark lige uden for Stubbekøbing. Her har jeg påtaget mig hvervet som formand for grundejerforeningen. Jeg har taget min lille grå Ferguson fra mit barndomshjem med herud. Den kan stadig bruges til at rydde vejene herude med om vinteren. Den bruges også til en vejhøvl, som vi bruger til at holde grusvejene i god stand med. Det er den samme grå Ferguson årg. 1951 som min far købte brugt i 1957. Vi har også en gammel minitraktor IH Cub Cadet fra 1968 med græsslåmaskine her. Det vil sige, at det er min søn Peters. En gammel sag, som Peter legede med på Corselitze som barn. Den restaurerede vi sammen inden vi tog fra Corselitze. Peter har indtil videre ikke noget at bruge den til, da han bor i lejlighed på Frederiksberg. Yderligere har jeg en gammel John Deere traktor fra 1947, som kom til Danmark på Mar-shallhjælp. Den har jeg stadig stående på Corselitze endnu. Jeg har kørt med denne traktor på Lundbygård i 1970. Den var givet i bytte på en ny traktor i 1974. Hvis jeg ikke havde købt den og sat den i stand, var den blevet solgt til gammelt jern. Den havde jeg drømt om at deltage i veteranpløjestævner med, men det ved jeg ikke, om det bliver til noget.
Det med alle de gamle traktorer passer ikke så godt sammen med at bo i sommerhus. Jeg kan ikke fylde hele grunden op med gamle traktorer og redskaber. Det får jeg nok heller ikke lov til af min kone Jette. Men det er trods alt meget sjovt, at jeg kan bruge Ferguson‘en til at rydde sne og skrabe veje med. Det er med til at retfærdiggøre, at den er kommet med herud. Jeg har været glad for min tid på Corselitze, selvom arbejdet har fyldt meget, og der ikke er blevet skelnet meget mellem arbejde og fritid. Jeg mener at kunne sige, at arbejdet har været min hobby.
Jeg har været glad for at bruge mine hænder på mange håndværksmæssige projekter, både gamle traktorer, redskaber, sommerhus og forskellige boliger. Det håber jeg, at jeg kan fortsætte med en del år endnu. Jeg mener, at det er farligt at gå for meget ned i gear, fordi arbejdslivet er forbi. Hvis man bare sætter sig for tungt ned i lænestolen, når man bliver pensioneret, er jeg bange for at både krop og hoved ældes hurtigere end hvis man holder sig i gang. Vi bruger også vores fritid på at være sammen med familie og venner. Vores omgangskreds består af både af gamle og nye bekendtskaber. Min bror og jeg har altid haft dét tilfælles, at vi holder af at bruge vores hænder. Det har kastet os ud i mange byggeprojekter og andet håndværksmæssigt. Jeg har flere venner fra min læretid, vores tidligere naboer gennem 40 år på Corselitze ser vi også jævnligt, mens venner fra sommerhusområdet hører til de nyere bekendtskaber.
Vi holder også meget af at rejse. Da vores børn var små, tog vi altid på skiferie i Norge om vinteren med min bror og hans familie. Vores børn er jævnaldrende og har altid haft meget glæde af hinanden. Om sommeren tog min kone og vores to børn på campingferie. Vi gjorde stop hos forskellige landmænd fra min læretid. Særligt efter børnene er blevet større har der været økonomi til at rejse længere væk, og de sidste ca. 15 år har vi besøgt Argentina, Brasilien, Kina, De Vestindiske Øer, New Zealand, Island, USA (New York). Vi har i sommer været en tur på Island sammen med bror, svigerinde og min søster. Vi havde en dejlig tur. Begge vores børn bor i København, men vi ser dem ofte. Vi har også den store glæde, at vi er blevet bedsteforældre. Vores datter Anne og svigersøn Daniel har fået en datter, Elin, som snart er 3 år. Hun har været på ferie her flere gange og kommer også tit sammen med sin mor og far. Jeg er stolt af vores børn. De har indtil videre klaret sig rigtigt godt. Begge har eller er i gang med at uddanne sig. Anne er færdiguddannet som cand.mag. i historie og skal netop i gang med at studere en Ph.d. på Aarhus Universitet. Peter, som efter studentereksamen blev udlært og har arbejdet et par år som murer, er nu i gang med uddannelsen som bygningskonstruktør. Peter har siden studentertiden haft en kæreste Maja, som også snart er færdig med at læse antropologi på Københavns Universitet.
Mit liv som landmand har været meget afvekslende. Jeg har næsten altid været med til forskellige håndværksmæssige opgaver af meget forskellig karakter. Det har været bygnings vedligehold/om forandring og maskinvedligeholdelse. De vejrmæssige luner, som man er afhængig af, har været udfordrende. Men det er netop dét, der gør det spændende at være planteavler. Der er 2 år, som jeg specielt husker. Det har begge været meget våde år. Efteråret 1980 var meget vådt. Vi havde store problemer med at få sukkerroerne op af den våde jord. Høsten 2011 husker jeg også. Her stod mange af kornmarkerne under vand flere gange, men det lykkedes af få næsten det hele bjærget, selv om det ikke var af særlig god kvalitet.
Jeg tror stadig jeg ville vælge landmandslivet, hvis jeg kunne gøre det om igen. Jeg er dog ikke helt tilfreds med som udviklingen går nu med de kæmpestore stalde, og ligeledes de store planteavlsenheder. Jeg synes, at der bliver fokuseret for meget på størrelse/effektivitet, og for lidt på velfærd og livskvalitet for menneskerne bag ved. Der er for mange, der glemmer, at ikke alt kan gøres op i penge.
- Efterfølgende kan jeg tilføje at vi tabte sagen om EU-midler i Ærtedyrkerforeningen.
- Frøfirmaet i Holland har skiftet navn i 2014 ved firmaets 100-års jubilæum og jeg har fået en kollega, fordi det var ved at blive fuldtidsjob.
- Græsningsforeningen på Rosenfeldt er opløst og køerne solgt til godset fordi godset selv ville gøre arbejdet.
Livet som frøkonsulent for Vandinter Semo i Holland
I løbet af efteråret 2012 blev jeg spurgt om jeg havde lyst til at arbejde for et mindre frøfirma fra Holland, som gerne ville i gang med at dyrke græsfrø her i Danmark, det synes jeg lød spændende da jeg havde en del erfaring med det.
Så jeg sagde ja til det, jeg var ikke helt klar over hvad jeg havde sagt ja til.
Jeg skulle også stå for kontakten med NaturErhverv, som stod for certificeringen her i landet. Jeg tog kursus som markkontrollør, så jeg kunne klare marksyn og indberetningen af marker, og senere når frøet skal ud af landet, udfærdige det transportdokument som skal godkendes af myndighederne. Hele certificeringen blev lidt senere flyttet til Tystofte, de har været rare at samarbejde med.
Jeg startede med de første avlere i 2013, det var ikke så nemt at få nogen til at lave frøkontrakt med et firma som ikke var kendt i Danmark, på det tidspunkt var kornpriserne ret høje, men det lykkedes at komme i gang også med nogle økologiske avlere, og stille og roligt fik jeg flere avlere. I 2014 var der 100 år jubilæum i firmaet i forbindelse med et ejerskifte, det var et større event.
Det gik fremad med at finde flere avlere, så det var ved at blive for meget til en pensionist, så min chef sagde at så måtte jeg finde en kollega, og det gjorde jeg så. I 2018 fik vi ansat en kollega, da jeg efterhånden havde fået så mange marker at det var ved at blive et fuldtidsjob. Kollegaen tog et kursus som prøveudtager, så kan vi selv plombere bilerne når de skal krydse en landegrænse. Det måtte vi tidligere klare via et firma med en autoriseret prøveudtager.
Det har været spændende at arbejde som frøkonsulent, det at komme ud til landmænd og kunne rådgive om noget som jeg har en hel del erfaring med, har været godt for mig, og jeg føler også at mange kunder er glade for at det er en med noget erfaring som kommer ud og rådgiver dem.
Vandinter Semo har lige ansat en kollega som skal afløse mig så jeg kan gå på pension – ja, det sker den 1. juni i år.
Ore 22. januar 2023,
Erik Brædder
