40-års jubilæum for Elkær Maskinstation I/S
Den 1. februar markerer en særlig milepæl: Det er præcis 40 år siden, at Stig Lund-Mikkelsen og Per Schubert fik deres momsnummer og grundlagde Elkær Maskinstation I/S.
Nye generationer træder til
I 2024, efter at have uddannet sig som faglært landmand og drevet cirka 700 hektar på Biskopstorp på Fyn, hvor han også arbejdede med maskinstationsopgaver som Big balle-presning og en treakslet gyllevogn, valgte Christian Schubert at vende hjem for at blive en del af ledelsen på Elkær Maskinstation I/S. Han overtog en tredjedel af virksomheden og bor nu i Sottrupskov sammen med Camilla og deres nyfødte tvillingedrenge.
Fra unge iværksættere til etableret maskinstation
40-års jubilæet giver os anledning til at se tilbage på, hvordan det hele begyndte, da vi som 21- og 22-årige kastede os ud i eventyret. I starten lånte vi traktorer fra Stigs forældre mod at passe deres jord, men snart blev det nødvendigt at investere i eget materiel.
Vores første store opgave kom, da vi bød på licitationen for tømning af gadebrønde i Nordborg Kommune – og kort efter i endnu en kommune. For at klare opgaven måtte vi investere i en ny 6-tons Winther og Heide slamsuger. Vi var så billige, at Simon Moos til licitationen bemærkede, at normalt gav den lavestbydende en øl bagefter. Men han mente, vi næppe ville have råd, så han tilbød at betale. Det blev begyndelsen på et godt samarbejde med Simon Moos Kloak Service.
I starten tømte vi omkring 5.000 gadebrønde to gange om året. I 1986 overtog vi desuden septiktanktømning i Aabenraa og Lundtoft Kommuner, og senere kom Vojens og Rødekro til. I de første år blev slammet fra Lundtofts tanke nedfældet, og vi tømte cirka 4.500 tanke årligt i mere end 25 år. Det krævede solide maskiner, og vi opgraderede løbende – blandt andet med en specialbygget kombineret slamsuger og spuler.
En del af større begivenheder
I 1992 blev vi ansvarlige for at tømme alt spildevand fra spejderlejren Blå Sommer i Kliplev. Denne opgave gentog vi tre gange med fem års mellemrum, senest i 2002. Det var et stort projekt med cirka 200 m³ spildevand dagligt i 2,5 uger, hvor vi havde to slamsugere på pladsen og støtte fra Simon Moos’ lastbiler. Med 23.000 spejdere på lejren – og tre gange så mange i besøgsweekenden – var vi i konstant beredskab 24 timer i døgnet.
I dag
I dag har vi ingen licitationsopgaver, men vi tilbyder stadig kombinerede slamsuger- og spulerløsninger til timelønsarbejde og en række abonnementsordninger.