Blind ejer af maskinstation:
Det kunne da være værre
Harry Larsen, Jerslev i Jylland, mistede synet på begge øjne i løbet af en måned efter en ammoniakulykke. Men han passer kontoret og vil ikke give op.
19. maj 1970 glemmer maskinstationsejer Harry Larsen, Jerslev, aldrig, fortæller Peter Bagge i Ålborg Stiftstidende. En arbejdsulykke den dag er skyld i, at han er blind. I løbet af en måned forsvandt synet på begge øjne. I dag, snart 5 år efter ulykken, kan han kun se forskel på, om der er lyst eller mørkt. Han havde fået ammoniak i ansigtet.
BESTIL BOGEN Maskinstationsliv i ord og billeder, så længe lager haves…
Det var aften. Harry Larsen havde spist til aften. Han var gået op på maskinstationen for at gøre en traktor og en ammoniaknedfælder klar. – Nedfælderen skulle blandt andet smøres. For en gangs skyld undlod han at tage briller på – og så skete ulykken. En slange fra beholderen røg op i ansigtet. Omgående kom han under lægebehandling. Han blev indlagt på Hjørring Sygehus, og senere blev han flyttet til kommunehospitalet i Århus. Men synet var ikke til at redde…
I dag er Harry Larsen tilbage på maskinstationen. Ikke på traktorsædet, men i kontorstolen. På tre vintre har han lært at skrive på skrivemaskine. Han skriver regninger, passer telefon og giver bestillingerne videre til de otte ansatte over firmaets interne radioanlæg. Når han skal skrive regninger, skal han have teksten indtalt på bånd.
Hustruen sørger for transporten
Til vinter vil han lære at bruge en regnemaskine med punktskrift. -Så kan jeg selv regne sammen, siger han. Maskinstationen ejer han samme med en bror, Arne. En tredje bror, Poul, var også medejer, da uheldet med Harry Larsen skete, men han er senere død. Harry Larsen møder samtidigt med de andre i firmaet. Fyraften er også den samme. Hans kone sørger for, at han kommer frem og tilbage.
– Det kan ikke hjælpe noget at sidde hjemme i stuen og trille tommelfingre. Derfor begyndte jeg at lære noget. Mit handicap kunne være værre. Jeg kan da rejse mig, snakke med folk – og passe min køkkenhave, siger Harry Larsen, der er fyldt 46 år. Han har en datter på 14 år.
– Selv om jeg er blind, kan jeg lave en del, inden for rimelighedens grænse. Jeg kan klare småreparationer i vort hus, grave haven osv.
Harry Larsen har altid boet i Jerslev. Han kender byen ud og ind, men alligevel ønsker han ikke en førerhund. Folk sætter så mange ting på fortovet, og dem falder jeg nok over, siger han. På maskinstationen færdes han meget hjemmevant. Den stejle trappe op til kontoret er ikke et problem for ham.
Trods blindheden kan Harry Larsen stadig følge med i udviklingen i Jerslev og omegn. Gennem kontakten med kunderne i telefonen, og mange af dem er også flinke til at se ind for at hilse på ham og fortælle om stort og småt. Hjemme læser enten konen eller datteren avisen højt for ham. Han hører også radio, og sommetider tv. En båndavis fra Statens bibliotek for blinde får han to gange om ugen.
Nok at gøre
– Jeg keder mig ikke. Jeg har faktisk nok at gøre, siger han. Gennem årene er sygehuset blev en del af hans tilværelse. 14-15 gange har han været på sygehus.
– Lægerne har ikke lovet mig synet tilbage, men jeg har lov at håbe, siger han. Problemet er, at nethinderne ikke kan holde sig fugtige.
Vi har netop i disse dage talt med Harry Larsen, og med sin egen ulykke som alvorlig baggrund opfordrer han alle, der arbejder med flydende ammoniak, til altid at rette sig efter de beskyttelses- og sikkerhedsmæssige bestemmelser, der er foreskrevet. Selv mener han, der gøres alt for lidt – ikke mindst fra leverandørside – for at gøre de mennesker, der er inddraget i dette arbejde, tilstrækkeligt opmærksomme på de farer, der vitterligt er til stede.
– Der skal meget mere oplysning til, og alt for mange kommer ud at køre ammoniak, uden de faktisk ved ret meget om, hvor farligt det i givet fald kan være.
– Nu skal der igen køres ammoniak – slutter Harry Larsen – og kan mit eksempel være en advarsel for andre, er meget nået.
Artiklen er fra Maskinstationen og Landbrugslederen, februar 1975 og blev gentrykt i februar 2025.
